Udgivet 02. Jan 2017

Hvordan skal kosmetik mærkes?

Kosmetiske produkter skal være forsynet med en række oplysninger, med bl.a. det formål at give vigtig information til brugeren om produktets funktion, indhold og anvendelse.

Kosmetikforordningen angiver, at det er op til den enkelte medlemsstat at fastsætte hvilket sprog mærkningen skal være på. I Danmark er det via ’Bekendtgørelse om kosmetiske produkter’ fastsat til at være dansk.

 

Kosmetiske produkter skal være mærket med følgende oplysninger:

Firmanavn og adresse på ansvarlig person, hvilket vil sige hovedsædet for fabrikanten eller navn og adresse på det firma, som inden for EU har ansvaret for produktet. Navn og firmaadresse kan forkortes, blot man stadig kan identificere virksomheden.

Er produktet importeret fra et land uden for EU skal oprindelseslandet angives.
 

Vægt eller volumen skal angives. Hvis et produkt normalt sælges i flerstyksemballage, hvor vægt eller volumen har ringe betydning, kan man nøjes med at skrive styktallet på emballagen.
 

Holdbarhed af produktet. Hvis produktets holdbarhed er 30 måneder eller mindre skal mindsteholdbarhedsdato oplyses. Mindsteholdbarhedsdatoen skal stå med måned og år eller af dag, måned og år sammen med enten timeglassymbolet eller teksten: "Bør anvendes inden udgangen af .....".

Kræver den angivne holdbarhed særlige betingelser, som fx opbevaring, skal disse også angives.

For produkter med holdbarhed over 30 måneder skal holdbarhedsdatoen efter åbning anføres i eller i nærheden af det obligatoriske krukkesymbol. Dette gælder for produkter, hvis forringelser kan medføre en sundhedsrisiko for brugeren. Visse produkttyper, fx aerosoler, vil ikke kræve nogen holdbarhedsangivelse da de ikke vil forringes under normal brug.
 

Særlige forsigtighedsregler for hvordan produktet bruges rigtigt. Herunder særlige hensyn for kosmetiske produkter, som bruges til erhverv og navnlig i frisørsaloner. Hvis oplysningerne ikke kan stå på selve beholderen på grund af dens størrelse eller form, skal de lægges ved eller gøres fast til den – dette skal brugeren gøres opmærksom på ved hjælp af det særlige hånd/bog symbol.

Fabrikationsseriens nummer eller referenceangivelse skal angives, så dato og sted for produktionen kan identificeres. Hvis produktet er meget lille, kan man nøjes med at skrive det på den ydre emballage.

Produktets funktion. Det skal fremgå hvad produktet skal bruges til med mindre brugen fremgår klart af produktets udseende.

Indholdsdeklarationen skal oplyse om alle ingredienser, nævnt efter vægt på det tidspunkt, de tilsættes produktet. For ingredienser der er tilsat på nanoform, skal ordet ’nano’ tilføjes i parentes efter ingrediensnavnet. Listen over ingredienser skal starte med "Ingredients", og det er nok at sætte den på ydre emballage. Ved sæber, badekugler og andre små produkter uden emballage skal indholdsdeklarationen stå på et opslag lige ved den beholder, som de sælges fra.