Udgivet 02. Jan 2017

Ansvarlig markedsføring

Reklamer er en vigtig del af den kommunikation kosmetikvirksomheder har med dig som forbruger. Det formidler information om nye produkter, hvordan de virker, hvem de er til og hvordan man bedst bruger dem. Men kosmetik må ikke markedsføres på en sådan måde, at det vildleder. Det siger både Markedsføringsloven og Kosmetikforordningen.

I forlængelse af Kosmetikforordningen er der udarbejdet et regelsæt, den såkaldte Anprisningsforordningen, der angiver en række fælles kriterier for anprisning af kosmetiske produkter.

Dette regelsæt fastslår, at de anprisninger, der fremsættes, skal være rigtige, dokumenterbare, ærlige og rimelige. Derudover skal anprisningerne hjælpe forbrugeren til at tage beslutninger på et velinformeret grundlag.

Til Anprisningsforordningen er der udarbejdet retningslinjer bestående af to bilag. Bilag I giver en detaljeret beskrivelse af de fælles fastlagte kriterier ved ’Anprisningsforordningen’, herunder illustrative og ikke-udtømmende eksempler på anprisninger. Bilag II beskriver bedste praksis for dokumentation og underbygning af anprisninger.

Det er som udgangspunkt den ansvarlige person, der er ansvarlig for, at de anvendte anprisninger ikke er vildledende, og at der er dokumentation for dem.

Distributører skal være opmærksomme på, at hvis de ændrer i anprisningerne eller markedsføringen af et produkt, bliver de selv ansvarlige personer for det konkrete produkt.

I 2012 lancerede Cosmetics Europe og dets medlemmer et kodeks og retningslinjer for ansvarlig reklame og markedskommunikation. Ved at tilslutte sig kodekset forpligter kosmetikindustrien sig til at sikre at reklame og markedskommunikation er oprigtig, sandfærdig og ikke vildleder. Derudover skal du som forbruger have mulighed for at træffe informerede produktvalg, ligesom markedsføringen skal være socialt ansvarlig. Relevante europæiske og nationale lovkrav skal selvfølgelig også overholdes.