Udgivet 06. Dec 2016

Branchestatistikken 2015 - 1. halvår

Den negative markedsudvikling fordeler sig over flere kategorier, men det er i duft- og makeup-kategorierne, at vi ser de største fald i omsætning. Både dame- og herredufte er faldet med 16%, og hos mange af de store dufthuse ser vi tocifret negativ vækst. Det samme billede tegner sig hos flere af de store makeuphuse, hvor negativ vækst på over 20% er medvirkende til et samlet fald på 13%.

På damedufte ser vi flot vækst hos tre brands i top 10: Lancôme vækster med 54% og indtager dermed en flot 2. plads i forhold til sidste års 8. plads. Hugo Boss har flotte væksttal på 39% og er dermed igen at finde blandt top 10. Clean bibeholder sin 4. plads fra sidste år med en flot vækst på 13%. De resterende 7 brands har alle tocifret negativ vækst. På herrernes top 10 ser vi lidt samme tendens med flot vækst hos tre brands: Dior 15%, Lacoste 15% og David Beckham med den største vækst på 25%. Alle tre øger dermed deres markedsandele og rykker op ad top 10 listen. Duftmarkedet taber samlet set lidt markedsandel i forhold til de øvrige kategorier. Mon duftenes dårlige markedsudvikling skyldes forbrugeres stadigt stigende køb på udenlandske webshops?

Hudplejemarkedet på damesiden er samlet faldet med 4%, men øger på trods af dette sin markedsandel i forhold til de øvrige kategorier fra 35% i 2014 til 38% i 2015. De 10 største brands repræsenterer stadig en stor del af det selektive marked med en markedsandel på 86% på trods af en samlet tilbagegang på 6%. Omsætning på hudpleje til mænd er flad i forhold til samme periode sidste år, og det er forsat Biotherm, som er markedslederen i denne kategori med en markedsandel på 69%. Flot vækst ses hos Yves Rocher, Shiseido, Sisley og Origins.

Makeup-markedets tilbagegang på 13% er spredt over flere brands, men det er hos Chanel og Dior, at vi ser et betydeligt fald i omsætningen på 7,8 mio. mod samme periode sidste år fordelt med en procentvis tilbagegang på 21% hos Dior og 28% hos Chanel. I top 10 er det kun hos Lancôme, Yves Rocher og Yves Saint Laurent, at vi ser en vækstfremgang i denne kategori. Flere mindre makeup-brands uden for top 10 vækster flot og er medvirkende til, at kategorien kun taber markedsandel på 1% i forhold til 1. halvår 2014.

Totalmarkedet sammenholdt med 1. halvår 2014: Clinique fastholder sin position fra sidste år som markedsleder på trods af et fald på 8%. Lancôme, Biotherm og Yves Rocher er de tre eneste brands i top 10, som har positiv vækst. Lancôme fastholder sin andenplads fra sidste år, mens Biotherm ved at indtage 3. pladsen skubber Chanel ned på en 4. plads. Elizabeth Arden taber to positioner i top 10, og derfor indtager Yves Rocher nu en 6. plads og Clarins en 7. plads.

Lad os håbe, at 2. halvår 2015 bliver præget af positiv vækst. Alle ønskes et succesrigt kommende halvår med en forhåbentlig god julehandel.

Se den samlede branchestatistik for 1. halvår af 2015 her