Udgivet 06. Dec 2016

Branchestatistikken 2014 - 1. halvår

I 1. halvår 2014 faldt totalmarkedet med 4% i forhold til samme periode sidste år.

Markedsudviklingen spænder over, at hudplejemarkedet faldt med 8% for kvinder og med 4% for mænd. Makeup faldt med 7%; mens duftene trak markedet op med en vækst på 1% for damedufte og 2% for herredufte.

Duftmarkedets vækst betyder, at herredufte nu udgør 16% af markedet mod 15% i 2013. Den andel tages fra hudpleje, som reducerer sin andel fra 36% til 35%. Der er derfor ikke tale om de store bevægelser mellem segmenterne.

Hudpleje totalmarkedet er faldet med 8%. De 10 største brands repræsenterer 85% af markedet, sidste år repræsenterede de 10 største brands 86%. De mindre brands har dermed taget 1% markedsandel fra 14% til 15%.

Hudpleje til mænd er ligeledes gået tilbage – denne kategori er præget af en stor koncentration idet markedslederen, Biotherm, har 69% af markedet – de 3 største brands sidder på 90% af markedet. Kiehl’s - sidste års nr. 6, dette års nr. 4 - viser dog en spændende udvikling: en vækst på 176% opnået på 6 døre.

Makeupmarkedets tilbagegang på 7% er primært finansieret af den tidligere markedsleder, Lancôme, der kan notere en omsætning, der er reduceret med 22%, hvorfor man har overladt markedslederrollen til Clinique, der har øget sin omsætning med 10%. En vækst der er opnået uden at udvide antallet af døre.

Damedufte er vokset med 1%. De 10 største brands har taget markedsandel. I 2013 udgjorde de 10 største brands 49%. I år udgør de 10 største brands 54% af markedet. Clean er gået fra at være ny i top 10 og på en 10. plads i 2013 til i 2014 at være nr. 4, en placering der er opnået med en vækst på 61%. Giorgio Armani har ligeledes præsteret en flot vækst på 28%, hvilket løfter brandet fra en 7. plads i 2013 til en 3. plads i 2014. Det skal ligeledes bemærkes, at Chanel befæster sin markedslederposition ved en flot vækst på 12%.

Herredufte har haft en fremgang på 2%. Udviklingen i herredufte er dog lidt spændende, idet de to største brands taber henholdsvis 12% og 18% af omsætningen; mens mærkerne fra nr. 3 til nr. 7 vækster med mellem 20% og 279%. Det sidste er fortællingen om et celebrity brand – David Beckham - der har opnået fuld distribution og lidt til med 466 døre. Den generelle udvikling kan være begyndelsen til, at herreduftmarkedet bliver mere fragmenteret og ”modent”.

Totalmarkedet; sammenholdes akk. 2014 1. halvår oversigten med sidste års oversigt, ser vi, at markedet har fået en ny markedsleder, Clinique, og den tidligere markedsleder, Lancôme, er nu på andenpladsen. Samme skæbne er overgået Bioterm og Elizabeth Arden, der er skubbet ned fra hhv. 3. og 4. pladsen til hhv. 4. og 6. pladsen. 3. pladsen er overtaget af Chanel, der sammen med Clinique, Estee Lauder og Christian Dior skaber vækst blandt top 10 brands.

Se den samlede branchestatistik for 1. halvår af 2014 her