Udgivet 06. Dec 2016

Branchestatistikken 2011 - Hele året

For tredje år i træk oplever branchen et fladt marked, men et stærkt efterår og en god julehandel giver grund til forsigtig optimisme for 2012.

Hvis ret skal være ret, så steg det danske selektive kosmetikmarked faktisk med 0,1% i 2011, men selv med de mest positive briller på må vi alligevel konstatere, at branchen for tredje år i træk oplever nulvækst og fortsat ligger på samme niveau i absolut værdi som det første store kriseår i 2009. Det så ikke godt ud på halvåret, hvor alle kategorier oplevede de en lettere negativ udvikling, med undtagelse af hudpleje for kvinder, som lige præcis holdt sig positiv. Det er da også netop denne kategori, der driver markedet i andet halvår af 2011 og ender på en fremgang på +6% med pæne stigninger for de fleste Top 10 leverandører.

Den selektive hudpleje for kvinder har lidt meget i kriseårene, og det er bestemt et positivt tegn, at denne kategori genvinder noget af fordums styrke. Derimod bekræftes udfordringerne i dameduft kategorien, som slutter på -6%. Og med stort set samme vægt i markedet som damehudpleje, så trækker denne nedgang desværre markedet tilbage på en flad udvikling.

Danske kvinders forbrug af parfume ligger stadig et pænt stykke under forbruget i resten af Europa, for hvor kategorien herhjemme vejer en pæn fjerdedel af markedet, kan den vægte næsten op til halvdelen af det samlede marked i andre europæiske lande. Dermed har jeg også sagt, at de resterende kategorier svinger lige omkring +/-0%.

Både herreduft og herrehudpleje havde et langt stærkere andet halvår, selvom de store forventninger gennem mange år til især sidstnævnte kategori fortsat lader vente på sig og forbliver omkring eller under en tiendedel af hver af de andre kategorier.

Makeup-kategorien oplevede en lille fremgang i forhold til første halvår, hvor især bedre resultater inden for øjensegmentet bidrog til denne udvikling.

Samlet set vover jeg det ene øje og tillader mig at udtrykke en forsigtig optimisme for 2012 på grund af det gode efterår 2011 og grundet det faktum, at julen trods alt også kom til kosmetikbranchen! Og med den pæne start på 2012, hvor det første kvartal byder på fornuftige vækstrater, kan man kun håbe på – og fortsat arbejde hårdt på – at 2012 bliver året, hvor branchen kommer tilbage til en positiv udvikling efter 3 års frustrerende stilstand.

Se den samlede branchestatistik for hele 2011 her