Posted 14. Mar 2017

SPT: Ingen nye skadelige stoffer på vej i din kosmetik

På forsiden af BT kan man i dag læse overskriften ”Nye skadelige stoffer i din kosmetik”. I artiklen udtaler miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kritik af EU Kommissionens beslutning fra september 2016 om at ophæve det automatiske forbud mod CMR-stoffer i kosmetik. Ifølge ministeren vil det resultere i, at der nu åbnes op for at tillade skadelige stoffer i kosmetiske produkter.

Men det skal man som forbruger ikke frygte, lyder det fra brancheforeningen SPT:

EU's beslutning betyder ikke, at kosmetikindustrien nu pludselig begynder at anvende en masse skadelige stoffer i deres produkter. De ca. 200 CMR-stoffer, som ministeren er bekymret for, har aldrig og vil aldrig finde anvendelse i kosmetik,” siger direktør i brancheforeningen SPT, Helle Fabiansen.

Der eksisterer en håndfuld ingredienser, som i dag anvendes i kosmetik, og som er CMR-klassificeret. Der er bl.a. tale om konserveringsmidler, som er nødvendige for at undgå bakterievækst i produkterne. Disse ingredienser er reguleret i kosmetikforordningen, og deres anvendelse er begrænset til særlige formål og i specifikke koncentrationer. Desuden skal EU’s videnskabelige komité SCCS vurdere om ingredienserne er sikre at anvende.

”Vores medlemmer anvender kun ingredienser, som er grundigt testet og sikkerhedsvurderet, og det vil de blive ved med at gøre," siger direktør i brancheforeningen SPT.

Her kan du læse om, hvordan SCCS vurderer om ingredienser er sikre at anvende i kosmetik.