Udgivet 13. Jun 2017

SPT: Forbrugerrådet vildleder fortsat forbrugerne på et forkert grundlag

Forbrugerrådet Tænk Kemi har opdateret deres smartphone-app, Kemiluppen, efter et politisk flertal i forbindelse med finanslovsaftalen for 2017 pålagde Forbrugerrådet at ændre appen. Den nye kemilup vildleder dog fortsat forbrugerne på et forkert grundlag, lyder meldingen fra direktør i brancheforeningen SPT, Helle Fabiansen.

”Produkter på det danske marked er testet grundigt og alle sammen vurderet sikre at bruge. De skal leve op til den europæiske kosmetikforordning, som er en meget streng EU-lovgivning. Ellers er de ikke lovlige at markedsføre. Den nye kemilup er fortsat med til at plante en tvivl hos forbrugerne, om hvorvidt produkter på danske marked er sikre at bruge, og det er meget uheldigt,” siger Helle Fabiansen.

I finanslovsaftalen for 2017 afsatte regeringen og de øvrige partier i blå blok tre millioner kroner om året i tre år til Forbrugerrådet Tænk Kemi under forudsætning af, at stoplyssymbolikken blev ændret, og at appen ikke længere måtte vejlede for eller imod produkter. Men den nye opdatering har stadig tre symboler. En grøn kolbe med bogstavet A, en sort kolbe med bogstavet B og en sort kolbe med bogstavet C. Og derfor er der stadig tale om en vejledning for eller imod, mener Helle Fabiansen:

”Man udstiller stadigvæk nogle produkter på et helt forkert grundlag, og det er i sidste ende med til at skræmme forbrugerne unødigt. Der florerer mange myter om kosmetik, og jeg mener, at Forbrugerrådet er med til at fremme dem med deres unuancerede og forsimplede kommunikation.

De nye symboler i kemiluppen efter opdateringen: