Udgivet 12. Apr 2017

SCCS: PHMB er sikkert at anvende i kosmetik

EU's Videnskabelige komite for Forbrugersikkerhed (SCCS) har netop afgjort, at konserveringsmidlet Polyaminopropyl Biguanide (PHMB) er sikkert at bruge i kosmetik i en koncentration på maksimalt 0,1 procent. Den forrige SCCS opinion på PHMB fra juni 2014 skabte usikkerhed om den sikre brug af PHMB i en koncentration på maksimalt 0,3 procent.

”Vi er glade for, at eksperterne i EU’s Videnskabelige komite for Forbrugersikkerhed nu har vurderet, at PHMB sikkert kan anvendes i kosmetik i koncentrationer på op til 0,1 procent,” siger direktør i brancheforeningen SPT, Helle Fabiansen og tilføjer: 

Det er godt for forbrugerne, at der nu er kommet en afklaring. Den usikkerhed, som den tidligere opinion har været med til at rejse, er der med den nye positive opinion fra den videnskabelige komite nu ikke længere grundlag for”.

Miljøstyrelsen: PHMB er lovligt at anvende i koncentrationer op til 0,1 %

På baggrund af den nye opinion anser Miljøstyrelsen ikke længere stoffet som værende forbudt i henhold til artikel 15 i Kosmetikforordningen. Miljøstyrelsen anerkender, at PHMB kan anvendes lovligt i kosmetiske produkter i en max koncentration på op til 0,1 %. Dog vurderer Miljøstyrelsen, at stoffet ikke kan anvendes sikkert i kosmetiske produkter til børn i bleområdet.

I de vurderinger SCCS foretager indgår hensynet til en lang række faktorer, som tager højde for normal og forudseelig brug af kosmetiske produkter. SCCS’ vurderinger er baseret på en meget forsigtig tilgang, der sikrer, at forbrugerne kan være helt trygge, når de anvender et kosmetisk produkt. Det gælder også for produkter, som indeholder PHMB i koncentrationer på maksimalt 0,1 procent.

De af vores medlemmer, som fremstiller produkter med konserveringsmidlet PHMB har i forvejen ligget på koncentrationer på maksimalt 0,1 procent. Derfor er det glædeligt, at de sikre produkter nu igen kan finde vej til butikkernes hylder,” siger Helle Fabiansen.

 

FAKTA

Konserveringsmidler tilsættes kosmetiske produkter for at hindre vækst af bakterier og andre mikroorganismer i produkterne og for at sikre en god og holdbar kvalitet. Konserveringsmidler, der er tilladte at bruge i kosmetiske produkter, er listet i bilag V i kosmetikforordningen. 

SCCS udgøres af 18 uafhængige forskere fra en række EU-lande. De har siden maj 2016 gransket videnskabelig forskning på området og på den baggrund afgjort, at PHMB er sikkert at anvende som konserveringsmiddel i kosmetiske produkter i koncentration på maksimalt 0,1 procent. Læs SCCS' opinion her

Du kan læse mere om, hvordan SCCS vurderer, om kosmetiske produkter er sikre at bruge her 

Du kan læse mere om konserveringsmidler og PHMB i vores vidensbank her