Udgivet 01. Sep 2017

Helles blog: Tætpakket efterår i SPT står for døren

Kalenderen siger 1. september og sommeren er officielt slut. I SPT går vi et spændende efterår i møde med en tætpakket arrangementskalender og mange aktiviteter i pipelinen.

Allerede i september afholder vi vores første møde i foreningens nye kommunikationsnetværk, hvor medlemmer kan være med til få viden om og indflydelse på SPT’s kommunikation og mødes med marketings- og kommunikationskollegaer i branchen. Du kan stadig nå at tilmelde dig vores opstartsmøde i midten af september. Kontakt vores kommunikationskonsulent Christian Ditlev Lund på cdl@spt.dk for mere information om netværket.

I efteråret skyder vi også vores nye biocidprojekt i gang. Her vil vores konsulent Cathrine Berliner Boteju hjælpe virksomheder med at forstå de nye regler på biocidområdet og på den måde sikre, at virksomhederne kan markedsføre produkterne i overensstemmelse med reglerne.

Derudover udbyder vi kurser i borderline produkter, detergenter og som noget nyt har vi også fokus på marketing, når vi afholder kursus i sociale medier og mulighederne for samarbejde med bloggere.

Se alle vores kurser på www.spt.dk/events

Velkommen til nye medlemmer

Jeg vil også gerne bruge lejligheden til at byde velkommen til fire nye medlemmer hos SPT: The Bodyshop, Raunsborg, Kosmolet og Eco Clean Nordic har i løbet sommeren meldt sig ind i SPT. Vi glæder os til samarbejdet med de nye medlemmer og til at vise dem værdien af et SPT medlemskab.

Følg med på vores hjemmeside, hvor vi inden længe vil præsentere de fire ny medlemmer og deres virksomheder.

Ny student i SPT

Vores student Jeppe har afsluttet sit studium på CBS og siger nu farvel til SPT. I stedet for Jeppe har vi ansat Nicolai Machholdt Høyer, der fremover vil tage sig af diverse administrative opgaver, nyhedsbreve og branchestatistikker. Derfor er det Nicolai I skal tage fat på, hvis I har praktiske spørgsmål til jeres medlemskab eller ønsker at blive skrevet op til SPT’s nyhedsbreve. Nicolai kan kontaktes på mail nmh@spt.dk

SPT’s nye strategi føres ud i livet

Vi er netop hjemvendt fra et to dages medarbejderseminar, hvor vi har arbejdet med SPT’s 2020-strategi. Det kom der mange spændende og konkrete ideer ud af og nu glæder vi os til at bruge efteråret på at rulle de første mærkesager ud. Et af de første konkrete resultater er en analyse, som i tal beskriver, hvordan vi som branche bidrager med bl.a. vækst og beskæftigelse. Dansk Erhverv har hjulpet os, og der gemmer sig nogle meget interessante data, som vi vil præsentere her i efteråret.

SPT's aftryk på den nye kemikaliehandlingsplan

Jeg har sammen med bl.a. Dansk Erhverv, DI, Landbrug og Fødevarer og Kemi & Life Science udarbejdet et fælles indspil til den kommende kemikaliehandlingsplan, som regeringen vil vedtage som afløser for den plan, som udløber ved årsskiftet. Vi har med indspillet gode muligheder for at få indflydelse og vi har bl.a. lagt vægt på at få styrket kontrol og håndhævelse og større fokus på nuanceret og tryghedsskabende information til forbrugerne. I Finanslovsforslaget er der afsat 265 millioner kroner til planen, der løber fra 2018-21.

Venlig hilsen

Helle