Udgivet 17. Oct 2017

Helles blog: SPT kommer med indspil til ny kemiindsats

SPT er sammen med 10 andre erhvervsorganisationer kommet med et indspil til regeringens kommende kemiindsats, der skal løbe fra 2018 til 2021. I indspillet opfordrer vi Folketingets politikere til at have fokus på en række temaer, når den nye indsats skal forhandles på plads sammen med miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen i løbet af efteråret.

I slutningen af september deltog vi i en workshop arrangeret af Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, hvor vi præsenterede vores bud på, hvordan den nye kemiindsats bør se ud. Workshoppen var en god mulighed for SPT til at give ministeren konkrete input til den kommende kemiindsats, og vi ser frem til at den endelige plan præsenteres.

I SPT finder vi det særlig vigtigt, at planen indskærper, at informationen fra myndighederne til forbrugere skal være nuanceret og give tryghed, og at man bør styrke kontrollen og håndhævelsen med produkter, som bliver importeret fra lande uden for EU.  

Læs hele erhvervslivets indspil her
 

Forbrugersikkerhed og konkurrenceevne går hånd i hånd

I vores kommunikation med ministeren og hans embedsfolk gør vi det tydeligt, at den nye kemiindsats skal være up to date med nutidens forbrugsmønstre. Det kommer bl.a. til udtryk i, at flere og flere forbrugere køber kosmetik og personlige plejeprodukter på nettet. Salget steg med seks procent fra 2015 til 2016 og en tredjedel af den handel foregik i webshops udenfor EU.

De nye forbrugsmønstre, hvor kosmetiske produkter handles på tværs af grænser i og udenfor EU skaber nye udfordringer – både for virksomhederne og forbrugerne. Køber jeg min kosmetik i en fysisk butik kan jeg være tryg, da produktet er sikkert at bruge takket være en striks EU-lovgivning. Den sikkerhed skal vi sørge for også genfindes, når produkterne købes på nettet. Her har myndighederne en stor kontrolopgave foran sig – særligt ved produkter købt på webshops uden for EU.

Myndighedernes rolle og ansvar understreges af, at næsten en femtedel af de danske deltagere i en undersøgelse fra Markmonitor svarer, at de er blevet snydt til at købe falsk kosmetik på nettet. Tallet er både et problem for virksomhederne, der skal konkurrere med billige efterligninger af deres egne og produkter og i den grad også for forbrugerne, som risikerer at få farlige produkter mellem hænderne. Det tal bør få alarmklokkerne til at ringe og politikerne til at lytte efter EU-Kommissionen, der har anbefalet medlemslandene at opprioritere kontrolindsatsen med handel på nettet. Vores budskab er, at myndighedernes muligheder for at håndhæve lovgivningen skal styrkes, og kontrolmulighederne skal opprioriteres i den nye kemiindsats.

 

Implementeringsrådet tager SPT’s sag op

Gennem en ihærdig indsats er det lykkedes os at få regeringens implementeringsråd til at anbefale regeringen at gennemføre et såkaldt nabotjek af Miljøstyrelsens fortolkning af hårfarve. Miljøstyrelsen betragter hårfarve som et leave-on produkt i modsætning til EU’s Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF), som i sin vejledning definerer hårfarve som rinse-off.

Vi er glade for, at man i rådet anerkender de problemer, som Miljøstyrelsens særlige fortolkninger medfører for danske virksomheder. Overimplementering skader dansk konkurrenceevne og Implementeringsrådet er et vigtigt redskab i kampen for ens regler på EU's indre marked.  Derfor vil vi i SPT også fremover føre sager i rådet, når Danmark går enegang og fejlfortolker EU-lovgivning til skade for vores medlemmers konkurrenceevne. Faktisk har vi flere sager, som vi allerede nu overvejer at gå videre med.

 

Gå ikke glip af SPT årsmøde – sæt kryds i kalenderen allerede nu

Sæt kryds i kalenderen tirsdag d. 20. marts 2018, hvor vi inviterer til årsmøde i Tivoli Congress Center. Ligesom sidste år afholder vi i år generalforsamling efterfulgt af et årsmøde. Denne gang med et lidt længere program og en række spændende oplægsholdere, der vil fortælle om trends, udviklingen i markedet og fremtidens forbrugere.

Allerede nu kan man tilmelde dig arrangementet på vores hjemmeside, hvor vi også løbende vil præsentere oplægsholdere og programmet for dagen.

Læs mere her