Udgivet 14. Jun 2017

Forbrugere: Kosmetik er vigtigt for vores livskvalitet

De fleste af os bruger kosmetiske produkter hver dag. Vi vasker hænder med sæbe, børster tænder med tandpasta og bruger deodorant. I en netop offentliggjort undersøgelse har den europæiske kosmetikindustri, Cosmetics Europe, dykket ned i forbrugerens holdning til kosmetiske produkter, og hvordan de bruger dem. Over 4000 forbrugere i ti forskellige europæiske lande, herunder Danmark, har deltaget, og undersøgelsen peger på en række interessante forhold.

71 procent af de adspurgte forbrugere mener, at kosmetik og personlige plejeprodukter er meget vigtige eller vigtige i deres dagligdag, og 72 procent af forbrugerne mener, at kosmetiske produkter som tandpasta, sæbe, solcreme og dekorativ kosmetik er med til at øge deres livskvalitet.

Det europæiske kosmetikmarked er det største i verden og med en markedsværdi på mere end 570 milliarder kroner og to millioner arbejdspladser er det en væsentlig bidragsyder til den europæiske økonomi. Men det er ikke kun arbejdspladser og økonomi, som industrien bidrager med. Undersøgelse viser også, at hygiejne og et godt helbred, er de vigtigste kriterier for en høj livskvalitet, og kosmetiske og personlige plejeprodukter spiller ifølge forbrugerne en afgørende rolle i den sammenhæng, ligesom 80 procent svarer, at kosmetik og personlige plejeprodukter er med til at øge deres selvtillid.  

Du kan læse flere interessante tal fra hele undersøgelsen her

 

Forrige nyhed