Udgivet 04. Aug 2017

Debat: Kosmetikindustrien har gjort noget ved mikroplastproblemet

Af Helle Fabiansen, adm. direktør i brancheforeningen SPT

JP har i sin artikelserie "Plastic Fantastic" sat fokus på vores plastforbrug, herunder mikroplast i kosmetiske produkter. Som serien påpeger, er mikroplast et miljøproblem, der kræver løsninger. Derfor er vi også stolte af, at kosmetikindustrien frivilligt siden 2012 har nedbragt brugen af mikroplast med 82 pct. i kosmetik og hudplejeprodukter, som er beregnet til at blive skyllet af huden og dermed risikerer at ende i havmiljøet.

Det betyder, at der i dag ikke længere findes tandpasta med mikroplast på hylderne i de danske supermarkeder, og at vi næsten er i hus med vores erklærede mål om en total udfasning inden 2020 i produkter som for eksempel skrubbecremer.

Plast hører ikke hjemme i havet, men der er ingen nemme løsninger på det problem. Kosmetik-og hudplejeprodukter udgør kun en forsvindende lille andel af problemet.

Derfor er det også vigtigt, at debatten om mikroplast føres på et faktuelt grundlag, så vi får sat ind der, hvor miljøeffekten er størst.

Ifølge Miljøstyrelsen udgør mikroplast fra kosmetik 0,1 pct. af de samlede udledninger af mikroplast til havmiljøet. Den klart største synder i den sammenhæng er bildæk, som alene står for 60 pct. af de samlede udledninger. Desuden viser forskning, at rensningsanlæg opfanger 99,7 pct. af den mikroplast, som findes i spildevand. Det kunne derfor være særdeles relevant for debatten at få nogle bud på, hvordan de væsentligste kilder til mikroplast i havmiljøet skal tackles, så vi også får fjernet de resterende 99,9 pct.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 4/8/2017